Søg titler, forfatter m.v.her:
Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift
Det faglige vindue for anvendt psykologi
REDAKTION OG INFO » Forfattervejledning » Skriv med glæde
 
 
Skriv med glæde – få mere lystbetonede og fleksible skriveprocesser
 
Akademisk skrivning angår både vidensproduktion og identitetsarbejde, og derfor er det sjældent tilstrækkeligt med en trin-for-trin guide, hvis det går trægt med vores egen eller vores studerendes skrivning. I artiklen præsenteres tre metaforer, der kan hjælpe til at navigere fleksibelt i skriveprocessen; Værktøjskassen, Byggematerialerne og Bygningsværket.

Af Charlotte Wegener, ph.d., Adjunkt, Institut for Kommunikation,Aalborg Universitet
 

Vi skal skrive – men hvordan, om hvad og hvorfor?

Der er krav som aldrig før om at formidle og publicere den viden, der skabes på universiteter og professionshøjskoler. Kandidater kan komme på kursus i at skrive deres speciale om til en artikel. Ph.d.-studerende forventes at formidle deres forskning undervejs i forløbet i form af konferencedeltagelse og artikler. For adjunkter er publikationer vejen til et lektorat. Studerende og medarbejdere bliver målt og vejet på deres tekster, og produktivitet er i høj kurs. Det er selvstændighed og nyskabelse også. Kreativitet, innovation og entreprenørskab efterspørges som aldrig før på danske uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Vi skal altså være både effektive inden for rammerne af fx studieordninger og akkrediteringsstandarder, og vi skal være nyskabende og kreative. Akademisk skrivning kan ses som en balancegang mellem tilsyneladende modstridende logikker: Standardisering og kontrol på den ene side, og kreativitet og innovation på den anden.
For nogle går det let, men for mange giver det problemer i form af manglende motivation, uklart fokus eller utryghed – for lever man nu op til akademiske standarder, og kan man bidrage med noget, som andre vil værdsætte? Jeg har gennem en årrække lavet forløb for studerende, undervisere og forskere med fokus på at finde skriveglæde i balancegangen mellem konventioner og kreativitet. Når jeg holder den første skriveworkshop med nye deltagere, begynder jeg altid med at høre om deres forventninger og ønsker. Hvorfor er de kommet? Hvad skal der til, for at de vil komme næste gang? Deltagernes svar, som jo ofte er spørgsmål, lyder sådan her:
 
  • Hvordan strukturerer jeg min tid, så jeg ikke kun skriver op til deadline?
  • Jeg mangler motivation til at gå i gang – hvordan finder jeg den?
  • Jeg vil gerne have feedback undervejs, men de andre har jo lige så travlt som mig.
  • Der dukker hele tiden nye ting op, som jeg kunne undersøge nærmere.
  • Hvordan får jeg overblik over litteraturen?
  • Hvordan kommer jeg i gang med analysen?
  • Må man skrive ’jeg’?
  • Jeg vil gerne skrive, så jeg tager læseren mere i hånden.
  • Jeg har ingen ideer - hvad skal jeg skrive om?
  • Jeg har alt for mange ideer – hvordan skal jeg fokusere?
  • Kan jeg overhovedet skrive noget, der ikke allerede er sagt?
 
De forskellige udsagn og spørgsmål er alle dybt relevante, og der er ikke et enkelt svar på nogen af dem. Nogle spørgsmål angår faglige konventioner og genrer. Andre angår det aldrig afsluttede arbejde med at undersøge, lære og formidle via skrivning. Men spørgsmålene handler om mere end det. De handler om deltagernes relation til faget og til deres materiale. De angår ikke blot, hvad de skal gøre, men også hvem de er. På baggrund af min undervisning, indsigter fra skriveforskningen og mine egne erfaringer med at skrive og publicere har jeg udviklet en model, som kan hjælpe til at navigere i de mange spørgsmål, der dukker op, og bane vejen for fleksible og lystbetonede skriveprocesser. Modellen bygger på en forståelse af skrivning som en social praksis. Derfor skal vi først se på skrivning som en social praksis, og derefter udfoldes modellen. Til sidst præsenteres bogen ’Skriv med glæde. En guide til akademisk skrivning’, hvor jeg med udgangspunkt i modellen fortæller historier om at skrive og giver en lang række skriveideer, der kan bruges alene, i skrivegrupper og i undervisning og vejledning.
 

Skrivning er en social praksis

Uanset hvor isoleret vi sidder i vores studerekammer eller på vores kontor, er skrivning en social aktivitet. Vi skriver alle som deltagere i en social praksis. Produktion af tekst er en forudsætning for at bestå en eksamen og komme videre på et studie. En afhandling er en forudsætning for at blive indstillet til ph.d.-graden, og forsknings- og udviklingsprojekter skal formidles i rapporter og artikler. Gennem skrivning viser vi, at vi magter den viden og de konventioner, der værdsættes i den praksis, vi er en del af. Jo mere dette lykkes, des mere fuldgyldige deltagere bliver vi. Når det ikke lykkes, så kan vi komme til at tvivle vi på, om vi hører til.
Tekst er det vigtigste medium, vi udtrykker os gennem, når vi skal formidle hvad vi ’ved’ og ’har fundet ud af’. Tekst er samtidig et vigtig medium til at udtrykke ’hvem vi er’, fordi vi ved hjælp af tekster hele tiden skaber eller styrker vores tilhørsforhold. Når vi skriver akademiske tekster som en del af vores arbejde eller studie, er vi derfor i gang med meget mere end at formidle viden. Når vi skriver, så omsætter vi ideer, informationer og visioner til fysisk (eller elektronisk) form. Teksten skal til sidst fungere løsrevet fra os selv, og når vores tekst læses af andre, medbringer disse læsere deres viden og forforståelser i mødet med teksten og laver en form for ’gen-skrivning’ (Thomson & Kamler, 2010). Viden konstrueres både gennem den måde, vi udtrykker os på, og gennem den måde vores udtryk modtages på af andre. Skriveprocessen er således en del af en større social praksis, hvor faget, forskningsfeltet og institutionelle og politiske forhold udgør muligheder og begrænsninger for, hvad vi kan udtrykke, og hvordan vi kan blive forstået og vurderet.
Tekstproduktion handler derfor på mere grundlæggende vis om kommunikation og identitetsskabelse gennem deltagelse. Vores tekst bygger på andres ideer og mødes af andre ideer, når vi slipper den. Lave & Wenger (1991) udviklede ideen om, at læring grundlæggende handler om adgang til aktiviteter og teknologier i en konkret social praksis. At blive fuldgyldig deltager i en social praksis (i dette tilfælde et fagligt miljø eller forskningsfelt) forudsætter, at man har adgang til at deltage i produktionsprocesser (i dette tilfælde produktion af tekster) og at man behersker de teknologier, der anvendes i produktionen (i dette tilfælde at skrive på bestemte måder). Hvis det ikke er gennemskueligt og synligt, hvordan produktionen foregår i en given social praksis, så er det svært eller umuligt at deltage, og det bliver derfor svært at lære. At lære akademisk skrivning involverer altså ikke kun afkodning af, hvordan en akademisk tekst ser ud, men også erfaring med de processer, der er gået forud - hvordan tekster bliver til. De, der har svært ved at skrive akademiske tekster, konkluderer ofte, at de ikke ’hører til’ og sikkert slet ikke egner sig til studiet eller jobbet. Men det kan sagtens skyldes, at akademisk skrivning er en ’sort boks’, hvis indre funktionsmåde er skjult eller uigennemskuelig.
Bestemte måder at skrive på udtrykker den pågældende praksis’ traditioner og værdier. At forstå og mestre akademisk skrivning inden for en bestemt faglig eller metodisk tradition er derfor ikke kun et spørgsmål om at lære teknikker og metoder. Det handler om at beherske den pågældende praksis’ traditioner og værdier på mere grundlæggende vis. Gennem deltagelse får vi mulighed for at blive dygtigere, og gennem dygtiggørelse får vi øget adgang til deltagelse og dermed mulighed for både at videreføre og forandre en praksis.
Richardson (2003) udtrykker det radikalt og siger, at forskning er skrivning. I en skriveproces skal man træffe en lang række valg, som er afgørende for den viden, der produceres. Hvad skal med, og hvad skal ikke med i teksten? Hvad skal være i forgrunden, og hvad skal være i baggrunden? Hvem skal citeres, og hvem skal ignoreres? Hvilken tone og stil passer til indholdet, budskabet og modtageren? Det er ikke valg, der kan træffes i isolation. Skrivning finder sted i en bestemt tid, et bestemt sted og inden for en bestemt tradition. Dermed involverer skrivning både spørgsmål om viden og vidensproduktion (epistemologiske spørgsmål), og det involverer den måde, vi er i verden på, og hvordan vi forstår os selv og vores relation til den praksis, vi er en del af (ontologiske spørgsmål).
 

Fra sort boks til glasboks

At forstå akademisk skrivning som en social praksis giver nogle handlemuligheder. I stedet for at konkludere, at den studerende og studiet (eller medarbejderen og jobbet) er et dårligt match, eller at nogle bare er gode til at skrive og andre ikke, så kan vi forsøge at omskabe skrivningens ’sorte boks’ til en ’glasboks’. En sort boks er uigennemskuelig. Man putter information ind (måske en forelæsningsrække eller data fra et forskningsprojekt), og der forventes at komme et resultat ud (måske en eksamensopgave, en rapport eller en artikel). Hvis det er usynligt og derfor uigennemskueligt, hvordan man skal komme fra input til output, så er det svært at justere processen, hvis resultatet ikke lever op til forventningerne. Resultatet er bare godt eller dårligt. At synliggøre teksters produktionsprocesser handler ikke bare om at formidle skrivetips og -tricks. Hvis skriveprocessen skal gøres til en glasboks, så skal det være muligt at afkode mekanismer og værdier i den sociale praksis og begynde at forstå og skabe sin egen rolle heri. Det sker gennem aktiv deltagelse - ved at få indblik i, hvordan andre skriver, og ved at skrive selv og få andres feedback og reaktioner.
Skrivekurser og skrivebøger kan være en inspiration, men glæde og fleksibilitet skabes først og fremmest ved at skrive. Det skal gøres. Undervisere og vejledere kan åbne døren til fagets skriftlige genrer og konventioner og præsentere forskellige skrivestrategier. Men efter min mening er det også vigtigt at dele sine erfaringer med at skrive, både glæder og frustrationer. Hvis vi ikke deler erfaringer, så risikerer undervisning og vejledning i akademisk skrivning at fremstå som instrumentelle teknikker og afkodning af genrekrav. Akademisk skrivning er teknik og genreforståelse. Men det er også identitetsarbejde i en foranderlig social praksis, som vi kontinuerligt både skal finde os til rette i og forandre. Både som skrive-novice og som erfaren skriver. 
 
Hvis vi vender tilbage til spørgsmålene og udsagnene fra deltagerne på mine skriveworkshops, så udtrykker de grundlæggende: Hvad skal jeg stille op med al den viden, der findes allerede? Hvad skal jeg tage med mig, hvad skal jeg gå udenom, og hvordan finder jeg balancen mellem at formidle andres arbejde loyalt og at bruge det til at undersøge mine egne spørgsmål? Hvordan skal jeg selv optræde i teksten med min motivation for overhovedet at beskæftige mig med det her, og hvordan argumenterer jeg videnskabeligt for det, jeg har fundet ud af? Deltagernes spørgsmål er ikke den slags, der kan besvares fyldestgørende med en lineær plan for skriveprocessen eller en skabelon for akademiske tekster. Men det er spørgsmål, som vi kan blive klogere på ved at studere skriveforskningen, ved at fortælle historier om vores erfaringer med at skrive og først og fremmest ved at skrive. Ved at læse, skrive, tale og lytte kan vi kontinuerligt skabe svar og ikke blot vente på, at nogle giver os dem. Modellen her kan bidrage til at navigere.
 

Værktøjskassen, Byggematerialerne og Bygningsværket

Akademisk skrivning er en videreførelse (og måske videreudvikling) af bestemte måder at konstruere og formidle viden på, som ikke nødvendigvis er synlige og tilgængelige. Hvis flere skal opleve at have adgang til den akademiske skrivnings social praksis, kan vi må som sagt forsøge at omskabe skrivningens sorte boks til en glasboks. Et bud på en glasboks er modellen nedenfor, der består af tre metaforer for skriveprocessens elementer og tre tilhørende spørgsmålstyper, som kan hjælpe til at navigere i skriveprocessen.
Den første metafor, Værktøjskassen, angår skrivevaner og teknik – hvordan skriver vi? Når vi skriver med fokus på Værktøjskassen, så skriver vi blot for at skrive, for at opbygge skrivevaner og udvide det sproglige repertoire. Når vi skriver med fokus på den anden metafor, Byggematerialerne, så rettes interessen mod tekstens indhold og arbejdet med teori, metode og data – hvad skriver vi om? Vi skriver for at undersøge og bearbejde. Den sidste metafor, Bygningsværket, angår hensigten og formålet med at skrive – hvorfor skriver vi? Her er der fokus på at formidle og formulere et bidrag, som andre vil forstå og måske værdsætte. Man kan arbejde med de tre elementer hver for sig, men de overlapper også hinanden, og det er vigtigt at arbejde i delmængderne:
 
Se billede til artikilen.
 
Elementerne skal ikke forstås som faser, hvor man først skriver for at varme op og udvikle sit skriftlige repertoire, derefter skriver for at bearbejde sit materiale, og til sidst skriver for at præsentere sit bidrag med fokus på modtageren. Det er netop tre grundlæggende elementer, som man kan bevæge sig imellem og med tilhørende spørgsmål og skrivestrategier, som man bevidst kan gøre brug af. Pointen med modellen er netop, at man ved at adskille de tre elementer kan blive mere bevidst om, hvad der er på spil i skriveprocessen, og hvor man skal sætte ind. Vi tager dem først en ad gangen og derefter ser vi på delmængderne og helheden.

Værktøjskassen – Hvordan vi skriver

Hvordan skriver vi? Dette spørgsmål angår både skrivevaner og tekstens sprog. Værktøjskassen handler om, hvordan vi får skrevet i en travl hverdag, og hvordan vi kan bevare eller genvinde fokus, når livet og humøret kommer i stormvejr, og hvordan man kan skrive sig løs, når man sidder fast. Metaforen Værktøjskassen er inspireret af Lévi-Strauss' (1966) begreb bricolage. Bricolage betegner den form for nyskabelse, der finder sted i hverdagens opgaveløsning, når vores eksisterende strategier ikke slår til. Bricolage er at bruge det forhåndenværende (rutiner, strategier, sproget) på nye måder og i nye kombinationer for at løse aktuelle problemer. Pointen er, at en løbende udvidelse og udvikling af værkstøjskassen giver et større repertoire og flere muligheder for at udtrykke sig gennem tekst. Talemåden ’hvis du kun har en hammer, så begynder alt at ligne søm’, illustrerer det meget godt. Hvis man kun har én skrivestrategi (fx ’jeg skal bare tage mig sammen’, hvilket jeg ofte hører), så har man ikke andre muligheder end at bebrejde sig selv, hvis den strategi ikke virker. Ligesådan med det sproglige repertoire – hvis man har et begrænset ordforråd og begrænsede måder at konstruere tekst på, så begrænser det også, hvad man kan udvikle og udtrykke gennem sproget.

Byggematerialerne – Hvad vi skriver om

Byggematerialerne er de elementer, som teksten bygges af. Lidt forenklet indeholder en akademisk tekst teori, metode og data. I skriveprocesserne, der går forud for den færdige tekst, skal man tilegne sig andres ideer ved at læse deres tekster, og anvende det. Man skal træffe beslutninger om, hvordan det, man læser, skal bruges i ens eget arbejde. Metaforen Byggematerialer henviser til produktion og analyse af data og til de teorier og metoder, der arbejdes med. Arbejdet med teori, metode og data finder sted i en bestemt social praksis, som man både tilpasser sig og bidrager til gennem skrivningen. Byggematerialerne skal ikke bare stilles frem og refereres. De skal udvælges, sættes sammen på en bestemt måde og dermed videreudvikles.

Bygningsværket – Hvorfor vi skriver

Bygningsværket er en metafor for det forskningsfelt, det praksisfelt eller den diskussion, som teksten er et bidrag til. Den tidligere koncernchef i SAS, Jan Carlzon, er blevet citeret vidt og bredt for historien om to munke, der hele livet har arbejdet i et stenbrud. En dag kommer en turist forbi og spørger den ene munk hvad han laver. Han svarer ligegyldigt: ’Jeg hugger sten’. Turisten spørger derefter den anden munk, og han svarer med et stort smil: ’Vi bygger katedraler’ (Lagerström & Carlzon, 1985). Carlzons pointe er, at de to munke har haft to forskellige chefer. Den ene chef motiverer ikke medarbejderne ved at tegne det store billede, mens den anden kan formidle visionen. Når vi skriver, er vi ofte vores egne chefer. Metaforen Bygningsværket, som jeg har valgt at oversætte det til, handler om det, vores bidrag er rettet mod. Hvem vil vi gerne i dialog med, påvirke eller måske hjælpe?  Hvorfor er det her vigtigt og for hvem? Bygningsværket som metafor sætter fokus på den større sammenhæng, hvor teksten skal indgå og gøre en forskel. Er det en stor og kompleks borg med mange tilbygninger; en bro, der forbinder to faglige felter; eller er det måske en lille hytte, der endnu kun er få bidrag til? Bygningsværket handler om, hvad vi vil med vores tekst.
 

Samspillet mellem de tre elementer

Der er mange fordele ved at opøve fleksibilitet i skriveprocessen og arbejde med ét af de tre elementer ad gangen. Men ingen af dem kan stå alene.
Hvis der kun er fokus på Værktøjskassen, så reduceres skrivningen til en række tips og tricks. Det kan måske blive til en velskrevet tekst, men formentlig uden meget substans. De fleste har prøvet at læse noget virkelig imponerende og tiltalende, der ved nærmere granskning viser sig at være uden reelt indhold (dårlige eller ligegyldige Byggematerialer) og måske mest af alt flot retorik.
Hvis der kun er fokus på Byggematerialerne, kan det resultere i en tekst med omhyggelig og ærbødig gengivelse af teori, pæne metodeafsnit eller endeløse analyser. Teksten gør alt det ’rigtige’ med sine indholdselementer, men der er ikke en vision om at bidrage til et Bygningsværk, eller sproget understøtter ikke indholdet (en meget lille Værktøjskasse).
Hvis der kun er fokus på Bygningsværket, så bliver det et kampskrift uden hensyntagen til konventioner i den sociale praksis (ingen forståelse for fagets Værktøjskasse) og uden overbevisende teori, data og analyser (få Byggematerialer eller dårlig udnyttelse af dem). Bygningsværket bliver et luftkastel.
Når man arbejder i delmængderne må man fx spørge sig selv, hvilke skrivestrategier og sproglige virkemidler, man har brug for, alt efter indholdet og formålet med teksten. Man må fx også spørge sig selv, hvilke indholdselementer, der formidler tekstens budskab eller hensigt bedst muligt. Endelig skal man ind i midten af modellen og arbejde med, hvordan alle tre elementer understøtter hinanden. Ideen med modellen er altså, at skriveprocesser, der fører frem til akademiske tekster af høj kvalitet, formår at balancere de tre elementer. Det er ikke en trinvis, lineær proces, men det er heller ikke ren tilfældighed eller kaos. Arbejdet med de tre elementer giver i stedet en fleksibel tilgang til at skrive, hvor hvordan-, hvad- og hvorfor-spørgsmål kan adskilles, så man ikke skal forholde sig til det hele på én gang. Modellen kan også bruges som et analytisk redskab til at identificere problemer i skriveprocessen – hører problemet til Værktøjskassen, Byggematerialerne eller Bygningsværket? Man kan stoppe med at give sin egen uduelighed skylden og i stedet identificere, hvilket af de tre elementer og spørgsmål, man skal arbejde med for at bringe skrivningen videre.
 

Læs mere og skriv mere - med glæde

Bogen ’Skriv med glæde. En guide til akademisk skrivning’, som er udkommet på Samfundslitteratur, illustrerer modellens tre metaforer med fortællinger fra min egen, mine studerendes og kursisters skrivepraksis. Den indeholder også en lang række ideer, man kan bruge i sin egen skrivning, i skrivegruppe eller i vejledning af studerende. Bogen insisterer på, at det kan lade sig gøre at skrive med glæde. Det betyder ikke, at vi altid kan eller bør være glade, når vi skriver. Det betyder heller ikke, at vi nødvendigvis bliver gladere mennesker af at skrive. Men bogen er et alternativ til forestillingen om, at det (altid) er et surt slid at skrive, at skrivning forudsætter lange, uforstyrrede tidsrum, og at skrivning er det, man gør ’til sidst’ for at præsentere, præstere og publicere. Bogen handler om, hvordan vi kan skabe vaner og finde inspiration til vores skrivning, så skrivning bliver en måde at tænke, lære og være i verden på. Den handler ikke om slutproduktet, men om at blive og udvikle sig som et skrivende menneske. Bogen henvender sig til studerende på humanistiske og samfundsfaglige uddannelser på bachelor-, kandidat- eller ph.d.-niveau. Men den er også til dig, der har et job, hvor du forventes at publicere din viden fra forsknings- og udviklingsprojekter. Eller måske er du en erfaren skriver, men mangler energi i din egen eller i dine studerendes skrivning. Bogen er til alle, der gerne vil have mere lystbetonede og fleksible skriveprocesser og til dem, der skal hjælpe andre med at få det.

Litteraturhenvisninger

Lagerström, T., & Carlzon, J. (1985). Riv pyramiderne ned. Chefen, lederen og Det Nye Menneske. København: Gyldendal.
Lave, J., & Wenger, E. (1991). Situated learning: Legitimate peripheral participation. Learning in doing: social, cognitive, and computational perspectives. Cambridge: Cambridge University Press.
Lévi-Strauss, C. (1966). The savage mind. Chicago: University of Chicago Press.
Richardson, L. (2003). Writing. A method of inquiry. In N. K. Denzin & Y. S. Lincoln (Eds.), Collecting and interpreting qualitative materials (2nd ed., pp. 499–541). Thousand Oaks, CA: Sage .
Thomson, P., & Kamler, B. (2010). It’s been said before and we'll say it again-research is writing. In P. Thomson & M. Walker (Eds.), The Routledge Doctoral Student’s Companion. Getting to grips with research in Education and Social Sciences (pp. 149–160). London and New York: Routhledge.

 

 

Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift | Havrevænget 9 | 4681 Herfølge | Tlf.: 23600055 | Salg tlf.: 45460050